Bliv vejleder for erhvervskunder i Erhvervsstyrelsens kundecenter i Nykøbing Falster

dato

Vil du arbejde med at vejlede erhvervskunder, og lægger du vægt på et stærkt fællesskab på jobbet? Brænder du for at hjælpe andre – og har du samtidig solide IT-færdigheder? Så har vi en spændende jobmulighed til dig i Erhvervsstyrelsens Kundecenter i Nykøbing Falster.

Vi søger en ny kollega til vores stærke team i Nykøbing Falster pr. 1. april 2026.

Om jobbet

I Kundecenteret bistår vi erhvervslivet med vejledning og besvarer spørgsmål om alt fra virksomhedsregistrering og gældende regler til brugen af digitale selvbetjeningsløsninger samt teknisk support. Vi tilbyder professionel service og rådgivning via både telefon og mail, og vi lægger vægt på en tillidsfuld og hjælpsom dialog med vores erhvervskunder.

Din opgave bliver at give vejledning og hjælp når en virksomhed ringer eller skriver til os. Størstedelen af arbejdet omhandler løsningerne på virk.dk, hvor Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder har samlet erhvervsrettede selvbetjeningsløsninger.

Du vil få til opgave at vejlede vores kunder i anvendelsen af vores egne løsninger på virk.dk, samt vejlede til korrekt kontakt til andre myndigheder, når det kræves.

Du bliver godt klædt på i brugen af vores værktøjer og får et grundigt introduktionsforløb, så du hurtigt føler dig hjemme i opgaverne. Hos os er trivsel, humor og et godt samarbejde helt centrale værdier – det gør en forskel for både kunder og kolleger.

Vi lægger vægt på, at du…

  • Har gode IT-kompetencer og let ved at finde rundt i forskellige systemer.
  • Trives med at lære nyt, og hurtigt kan tilegne dig viden via digitale værktøjer.
  • Brænder for god service og vil gerne gøre en forskel for andre.
  • Sætter pris på godt kollegaskab og bidrager til et tillidsfuldt, rummeligt og humoristisk arbejdsmiljø.
  • Behersker dansk og engelsk på et niveau, så du trygt kan servicere alle vores kunder i tale og på skrift.
  • Kan holde overblikket i perioder med travlhed og trives med at der stilles mål for din indsats i teamet.
  • Har erfaring fra kundeservice, support eller callcenter – det er et plus, men ikke et krav.
Om os Erhvervsstyrelsens Kundecenter i Nykøbing Falster består p.t. af 15 engagerede kolleger, der brænder for at gøre en forskel for både virksomheder og privatpersoner. Vi er et velfungerende team, hvor samarbejde, trivsel og godt humør vægtes højt, og hvor vi hjælper hinanden til fælles succes – både fagligt og socialt.

Om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og er placeret på flere forskellige lokationer. Denne stilling er placeret på Slotsgade i Nykøbing Falster.

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at være effektive og at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen her.

Interesseret? For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” i annoncen og følger instruktionerne. Din ansøgning, CV, og eksamenspapirer skal være modtaget senest søndag d. 8. februar 2026.

Arbejdstiden er placeret inden for almindelige kontortider på hverdage, typisk i tidsrummet 8-16 med mindre variationer i løbet af ugen. Løn- og ansættelsesvilkår følger den gældende overenskomst for kontorfunktionærer i staten (HK).

Vi forventer at afholde samtaler i uge 7 og 8. Der kan indgå en personlighedsanalyse i rekrutteringsprocessen.

Har du spørgsmål om jobbet, er du velkommen til at kontakte personaleleder Frank Kadow på 35 29 10 35. Spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan stilles til HR-rekrutteringspartner Diana O. Birch på 91 33 71 39.

Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Guldborgsund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Erhvervsstyrelsen, Nykøbing Falster, Slotsgade , 2, 4800 Nykøbing Falster

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/60ff6a07-501f-4b29-bfdc-43336712869b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet