Politiet i Nykøbing F blev lørdag formiddag klokken 10.30 kaldt ud til en hændelse, hvor to kvinder var stukket af fra en tøjbutik med stjålet tøj. Takket være en god beskrivelse af de to kvinder, lykkedes det en politipatrulje at finde dem ved Nykøbing F. banegård en lille time senere.
De to kvinder, som passede på signalementet, blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Kvinderne, der er henholdsvis 20 og 28 år og fra lokalområdet, blev taget med til politistationen. Den ene kvinde blev desuden sigtet efter lov om euforiserende stoffer, da hun havde noget hash på sig.