Fængselsstraf og udvisning for organiseret tyveri
Retten i Nykøbing F. afsagde torsdag dom i en sag, hvor en 31-årig belarusisk mand var tiltalt for medvirken til tyveri og forsøg på tyveri for i alt omkring otte millioner kroner. Den 31-årige blev idømt fængsel i 2 år og udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
Den 31-årige var på baggrund af politiets efterforskning efterlyst og blev den 5. marts 2026 udleveret til Danmark fra Litauen, hvor han var blevet anholdt den 15. februar 2026. Han er nu dømt for i februar og marts 2025 at have medvirket til tyveri og forsøg på tyveri af forskellige produkter fra lastbiltransporter. Han har fulgt vogntogene fra et lager på Sjælland og bl.a. til havnen i Rødbyhavn og monteret GPS’er på vogntogene. Herefter har medgerningsmænd kunnet følge lasten gennem Europa og det er i flere tilfælde lykkedes at bryde ind i lastbilerne på forskellige rastepladser på lastbilernes ruter.
Anklager Jens Ole Jensen fra Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger: - Der er tale om en type kriminalitet, som er gennemført udspekuleret og professionelt tilrettelagt. Det er store værdier, der har været i spil, og jeg er derfor tilfreds med dommen, som efter min mening sender et tydeligt signal om, at der bliver set med stor alvor på den slags forbrydelser.
Den dømte 31-årige erkendte de forskellige forhold, og han er fortsat fængslet.
Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst), der er en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og som består af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.