Gratis videnskabstilbud til børn vender tilbage til Nykøbing Falster

I Videnskabsklubben kan børn gå til videnskab som en fritidsaktivitet og dyrke deres nysgerrighed sammen med ligesindede. (Foto: Lars Svankjær)
dato

Er dit barn vild med at undersøge og opdage nye ting? Til efteråret kan børn i 4.-6. klasse i Nykøbing Falster deltage i et gratis fritidstilbud, hvor verden bliver udforsket gennem videnskabelige aktiviteter. Tilmeldingen til Videnskabsklubben åbner 31. august kl. 10.

Der er videnskab i alt. Jorden, vi går på, gemmer på krible-krable-liv, stolen, vi sidder på, er sammensat af atomer, og brødet, vi spiser, består af milliarder af celler.

Det hele venter bare på at blive undersøgt.

Til efteråret kan nysgerrige børn, der elsker at udforske verden omkring sig, gøre netop dét gennem Videnskabsklubben, som vender tilbage til Nykøbing Falster og tilbyder et unikt fritidstilbud for børn i 4.-6. klasse.

Tilbuddet er gratis, og tilmeldingen åbner 31. august kl. 10.

“Det handler ikke om at være bedst”

Det er 4. år i træk, at børn i Nykøbing Falster får mulighed for at fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole i deres helt egen videnskabsklub.

Videnskabsklubben er en ikke-statslig organisation, som arbejder for at tilbyde børn og unge et inspirerende og præstationsfrit fritidstilbud, hvor de på tværs af baggrund, køn og alder kan mødes og undre sig i fællesskab.

“I Videnskabsklubben kan børn og unge fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole. Vi skaber rammerne for, at de kan mødes i et interessefællesskab, hvor det ikke handler om at være bedst, men om at være med,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som er direktør i Videnskabsklubben, der i 2024 udbyder fritidsaktiviteter for børn i 55 byer.

Børn i 4.-6. klasse kan gå til fysik og arkæologi

Hver onsdag fra kl. 16.00-17.30 i ugerne 43 til 49 bliver dørene til Nykøbing Katedralskole slået op for børn i 4.-6. klasse, som har lyst til at lege med sjove og inspirerende aktiviteter, forsøg og eksperimenter.

Børnene kan enten vælge at gå til arkæologi eller materialefysik. På forløbet om arkæologi skal "miniforskerne” undersøge de fodspor, vi mennesker sætter i verden. Hvad kan fortiden fortælle os om vores forfædre, og hvordan kan fortiden hjælpe os med at passe på fremtiden?

Børnene arbejder med forskellige videnskabelige metoder og skal blandt andet udtrække DNA fra en banan, lave en borekerne af modellervoks og undersøge indholdet i en (næsten ægte) lort.

På forløbet om materialefysik lærer børnene om al den fysik, de kan møde i deres hverdag: Hvor længe er en isterning om at smelte, hvis man lægger den i et glas med madlavningsolie? Hvordan påvirker salt smeltepunktet for vand? Hvilken flydeevne har ketchup?

Underviserne på alle hold er frivillige gymnasieelever, der selv brænder for videnskab.

Fakta:

Videnskabsklubben er en NGO (non profit), og tilbuddet er gratis, takket være økonomisk støtte fra bl.a. Novo Nordisk Fonden. Forløbet om arkæologi er blevet til med støtte fra bl.a. Beckett-Fonden og Dronning Margrethes og Prins Henriks fond.

I 2022 fik Videnskabsklubben overrakt Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen fra Kongehuset for sit arbejde med at udbrede videnskab blandt børn og unge.

I 2024 får cirka 1.200 børn i 55 byer mulighed for at gå til videnskab i fritiden gennem Videnskabsklubben. Ca. 400 frivillige gymnasieelever varetager undervisningen.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.