Natten til mandag klokken 0.07 modtog politiet et opkald fra en bilist, der kørte på Sydmotorvejen ved Vordingborg. Anmelderen rapporterede om en chikanerende mandlig bilist, der skabte farlige situationer for de øvrige trafikanter. Politiet registrerede nummerpladen og opdagede, at bilen var meldt stjålet.
Kun 10 minutter efter anmeldelsen havde politiet kontakt til bilen, som blev standset af en patruljevogn. Føreren, en 25-årig mand, var meget opfarende og virkede påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for flere alvorlige forhold, herunder kørsel i påvirket tilstand, biltyveri, trusler mod polititjenestemand, hærværk og fareforvoldelse. Derudover havde han ikke et gyldigt kørekort.
Under anholdelsen truede han politibetjentene flere gange og sparkede voldsomt til gearstangen, så den gik i stykker. Den 25-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 13.15 ved retten i Nykøbing F.