Ledelseskonsulent søges til prægning af sundhedsvæsenets udvikling

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du orden i penalhuset, elsker du at holde styr på travle chefer og er du vild med at have mange bolde i luften? Brænder du samtidigt for sagen og vil du gerne være med til at præge udviklingen? Så er du måske lige den, vi søger!

Sundhedsinnovation Region Sjælland søger i samspil med FIERS – Life Science Innovation en innovations- og ledelseskonsulent, der vil være med til at præge udviklingen af sundhedsvæsenet i Region Sjælland.

Din primære opgave og ansvar er opfølgning og styring af vores aktiviteter – det kan f.eks. være i forhold til projekter, udvalg og økonomistyring.

Hos os bliver du en del af et stærkt og mangfoldigt team og du får en rolle i at skabe fremtidens sundhedsløsninger og gøre en reel forskel for de mennesker, der har allermest brug for det.

Kort om os

Vi er godt i gang med en stribe spændende offentlig-private innovationsprojekter. I tæt samarbejde mellem kommuner, sygehuse, praktiserende læger og nogle af landets førende virksomheder (Roche Diagnostics, Falck, Novartis og IQVIA m.fl.) afprøver vi nogle helt konkrete og nytænkende bud på, hvordan vores sundhedsvæsen kan se ud i fremtiden – ude i det virkelige liv. Initiativerne har vakt stor interesse i offentligheden og ikke mindst hos andre store spillere i industrien, og vi har derfor flere projekter i støbeskeen.

Vi er også i fuld gang med at udvide aktiviteterne i vores Innohub (i tæt samarbejde med Nordic Health Lab) til hele Region Sjælland. Derudover er vi kommet med i et konsortium under Horizon Europe (UNITE European Digital Health Valleys) med samarbejdspartnere fra hele Europa.

Vi har brug for dig til at hjælpe os med at holde alle trådene samlet. Lyder det spændende at hjælpe med at holde overblikket over vores komplekse hverdag, skabe rum for prioritering og handling og være vores primus motor ift. vores partnere i det europæiske konsortium? Så hold dig ikke tilbage – lad os høre fra dig!

Om stillingen

Det vil blive din opgave at styre UNITE projektet og samarbejdet med konsortiet, herunder jævnlige møder (fysisk hos vores europæiske partnere såvel som online), opfølgning og rapportering.

Herudover skal du have overblikket og sikre en systematisk opfølgning på en række aktiviteter, som alle er kendetegnet ved at have tempo og strategisk fokus på at forandre og skabe nye løsninger til gavn for borgere, patienter og personale i sundhedsvæsenet.

Det bliver blandt andet dit ansvar at:

  • styre Region Sjællands leverancer i UNITE-projektet, herunder en portfolio af konkrete innovationsprojekter i regionen
  • sørge for opfølgning og afrapportering til UNITE konsortiet og deltage i konsortiummøder online og fysisk i hele Europa
  • sikre, at ledelsen har det strategiske overblik over aktivitetsporteføljen og har den nødvendige viden til at prioritere, hvor der skal skrues op og ned for indsatserne
  • sikre løbende overblik og styring af økonomi
  • eksekvere beslutninger på vegne af ledelsen
  • udvikle metoder til porteføljeoverblik og øvrig strategiopfølgning
  • udarbejde analyser, statusrapporter og notater, hvor data omsættes til viden

Du indgår i enheden Sundhedsinnovation Region Sjælland, men du får også et nært samarbejde med FIERS – Life Science Innovation. Du får hele Region Sjælland som arbejdsplads med base på Sjællands Universitetshospital Køge og Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster. Der er gode muligheder for at arbejde hjemme.

Din profil

For at lykkes i stillingen skal du trives med opgaver, der løses både på den korte og den lange bane. Du skal kunne lide at holde orden i penalhuset og samtidig skal du have øje for hvor og hvornår, ledelsen skal have særligt fokus på de enkelte aktiviteter. Det er vigtigt, at du kan arbejde i et landskab med mange interessenter og høj kompleksitet. Vi forventer, at du har:

  • en relevant akademisk uddannelse
  • solid erfaring med porteføljestyring, projektledelse og forandringsledelse, gerne fra internationale/EU projekter
  • politisk og strategisk tæft
  • erfaring med redskaber til styring og opfølgning
  • gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk og engelsk

Som person falder det dig naturligt at sparre med dine nærmeste kolleger og hjælpe dem, når der er brug for det. Du går op i at få ting gjort, men finder også tid til at være nysgerrig og nærværende. Hertil er du struktureret med en positiv og opsøgende tilgang og du ved, hvornår du skal være pragmatisk, og hvornår du skal bruge dit mandat fra ledelsen til at optimere arbejdsgange eller lignende.

Om Sundhedsinnovation og FIERS

Du bliver en del af den regionale enhed Sundhedsinnovation Region Sjælland, arbejder med sundhedsinnovation, som skaber værdi i den kliniske hverdag og hjemme hos borgeren. Det sker i tæt samspil med fonden FIERS, som arbejder for at bygge bro mellem stærke aktører i både den offentlige og private sektor for at skabe optimale rammer for nye, innovative løsninger.

Du bliver ansat midt i en spændende proces, hvor vi er i gang med at koble Sundhedsinnovation Region Sjælland og FIERS tættere sammen i regi af det ny-fusionerede Sjællands Universitetshospital.

I Sundhedsinnovation Region Sjælland og FIERS har vi et godt og tæt kollegialt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden og stiller os til rådighed for sparring. Vi værner om det gode arbejdsmiljø og lægger vægt på princippet om gensidig fleksibilitet. Vi har flextid, og der er gode muligheder for hjemmearbejde. Vi tilbyder generelt mange udviklingsmuligheder og prioriterer kompetenceudvikling højt.

Vi sætter pris på, at arbejdstonen er uformel og humoristisk, og at vi kan være gode kollegaer for hinanden – både fagligt og socialt. Vi ønsker os derfor en ny kollega med godt humør og masser af positiv energi.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, med tiltrædelse senest den 1. august 2024.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef i Sundhedsinnovation Henrik Ancher Sørensen på tlf. 20755871/has@regionsjaelland.dk eller sekretariatschef i FIERS Jan Kanne på tlf. 21849378/jkann@regionsjaelland.dk

Vi holder samtaler løbende.

Du ansættes som chefkonsulent og løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Guldborgsund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-07-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6060159

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet