PRESSEMEDDELELSE: 5 års fængsel til 42-årig mand for seksuelle overgreb mod mindreårige

Profilbillede
dato

En 42-årig mand er onsdag blevet idømt fængsel i 5 år ved retten i Nykøbing F. Den 42-årige er dømt for adskillige gange at have forgrebet sig seksuelt på to piger, der på gerningstidspunktet var henholdsvis otte og ni år gamle.

Politiet fik i januar måned en anmeldelse om overgrebene, og den 17. januar 2023 anholdt politiet den 42-årige, som er en bekendt af familien. Han blev den følgende dag blev fremstillet i grundlovsforhør og har været varetægtsfængslet lige siden. Overgrebene har fundet sted dels i Sydsjælland, dels på Nordfalster i en periode, der strækker sig fra juni 2022 til 1. november 2022 og er begået, mens den 42-årige passede pigerne.

 

Senioranklager Charlotte Skovmand-Malmberg fra anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger efter domfældelsen: - Det er en meget alvorlig sag. Udover, at der er tale om overgreb på børn, er overgrebene begået over flere måneder, og mens den dømte har fungeret som en omsorgsperson for de forurettede. Jeg er derfor tilfreds med, at retten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om en længere fængselsstraf.

 

Den 42-årige er dømt for overtrædelse af bestemmelserne i straffeloven om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år og for blufærdighedskrænkelse. Han er også dømt for at have pornografiske billeder af personer under 18 år på sin pc.

 

Den dømte ankede til frifindelse i det ikke erkendte forhold.

 

Der skete fortsat varetægtsfængsling under anken.

 

 

Kontakt: senioranklager Charlotte Skovmand-Malmberg, tlf. 4132 8327.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi