Retsmøde skal afklare om Bøtø-sag kan afvikles som tilståelsessag
Den 18. december 2024 blev en 56-årig mand anholdt og sigtet for en meget grov voldtægt og drabsforsøg på en dengang 11-årig pige ved Bøtø på Falster den 4. august 1999. Efterforskningen af sagen – der aldrig har været henlagt, men løbende er blevet fulgt op – fik et gennembrud med DNA-teknologiens nye muligheder; specielt inden for såkaldt slægtskabssøgning.
Den 56-årige mand har siden anholdelsen været varetægtsfængslet.
I juni i år blev den nu 57-årige mand tiltalt i sagen.
Onsdag den 3. september klokken 12.30 vil der ved Retten i Nykøbing F., blive afholdt et retsmøde, hvor det skal afklares, om sagen kan afvikles som en tilståelsessag. Hvis ikke sagen kan afvikles som en tilståelsessag, forventes sagen at blive behandlet som en nævningesag ved Retten i Nykøbing Falster med første retsdag den 8. september 2025.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.